En gruppe danske herretøjsbutikker og et par leverandører, er netop vendt hjem fra en intens og inspirerende studietur til München arrangeret af MERK og Men's Fashion World Fonden. Turen havde fokus på merchandising, butiksindretning, vareopbygning og den samlede kundeoplevelse, men mindst lige så vigtigt var det fællesskab og den sparring, der opstod undervejs.
På programmet var besøg hos bl.a. Hirmer, Ober Pollinger, Lodenfrey, F.S. Kustermann, Sporthaus Schuster, Globetrotter samt de lokale cases Fuchsweber og Gewandhaus Gruber. I de fleste butikker mødte vi ejere eller ledende medarbejdere, som generøst delte deres erfaringer og perspektiver. Fælles for alle var en stor gæstfrihed og en åbenhed, der gjorde det muligt at komme helt tæt på deres måde at drive butik på.
Turen handlede ikke kun om at se, men i høj grad om at opleve og diskutere sammen. Netværksdelen fyldte meget, og samtalerne fortsatte langt ud over butiksbesøgene. Det er netop her, værdien for alvor opstår og det er et netværk, deltagerne kan trække på, også når de er tilbage i hverdagen.
På tværs af butikkerne stod fem centrale pointer særligt tydeligt frem:
Stolthed og faglighed
Der var en gennemgående stolthed hos dem, vi mødte. De var dybt engagerede i deres forretning, deres historie og deres fortsatte udvikling.
Merchandising som prioritet
Både i butik og vinduer var merchandising tydeligt prioriteret. Flere arbejdede med dedikerede udstillingsområder, og nogle havde tætte samarbejder med leverandører om vinduesudtryk.
Butikken som oplevelse
Flere steder arbejdede man med tydelige zoner og forskellige udtryk i butikken, særligt hos Hirmer og Ober Pollinger – hvilket skabte variation og gjorde besøget til en oplevelse.
Strategisk indkøb
Indkøb blev flere steder planlagt ud fra kampagner og udstillinger. Butikkerne arbejder med klare planer, som også deles med leverandører, så sortiment og markedsføring spiller sammen.
Fokus på kunderelationer
Alle butikker arbejdede aktivt med kundeklubber og havde forskellige former for salgsprovision, som understøtter både relation og performance.
Turen har givet ny inspiration, konkrete idéer og ikke mindst styrket relationerne på tværs af branchen. Erfaringen er klar: Når man rejser ud sammen, lærer man mere og tager mere med hjem.
Der skal lyde en særlig tak til Mike B. Pedersen, Les Deux, for sit engagement og hjælp til at planlægge turen. Uden Mike og sit netværk, var turen ikke blevet det samme.
